Afspænding – et energiboost til hverdagen
Hvis du føler dig stresset, er anspændt, har muskelsmerter, mange bekymringer og/eller har problemer med at sove, er afspænding et godt redskab til at få ro på hele dig. Samtidig er afspænding en energigivende pause i hverdagen.
Sådan laver du afspænding
Afspænding er ikke multitasking. Afspænding kræver koncentration og fokusering. Vigtigheden af afspænding bliver tit undervurderet, fordi mange tror, at afspænding er det samme som at slappe af. Det er det ikke, for du kan for eksempel sagtens ligge i sofaen og slappe af, mens du tænker på alt muligt og bruger en masse energi på at spænde for meget i dine muskler.
Afspænding kaldes også kropsscanning, dybdeafspænding eller nærværstræning, men det handler alt sammen om det samme nemlig at give slip på tankerne, skærpe bevidstheden på kroppen og slippe overflødige spændinger i musklerne. Det vil både øge din opmærksomhed på kropssansen og give dig mere energi.
Afspænding kan være svært i starten, idet tankerne ofte forstyrrer, og du vil måske komme til at følge en tanke og tænke videre over den, men efterhånden vil du lære blot at registrere de tanker, der kommer, hvorefter du lader dem passere – som skyerne på himlen – uden at forholde dig til dem.
Det er med afspænding som med alt andet her i livet ”øvelse gør mester”. Og jo mere du får trænet afspænding, jo lettere vil det være for dig at give slip på tanker og muskelspænding i kroppen under afspændingen og generelt i hverdagen.
Herunder har jeg indtalt en åndedrætsafpænding til dig. Inden du går i gang med afspændingen, kan du finde et tæppe og måske flere puder frem og bruge lidt tid på at komme til at ligge rigtig godt. Brug gerne afspændingen hver dag. Hvis du har svært ved at sove om natten, kan afspændingen også hjælpe dig med at finde søvnen om aftenen og om natten, hvis du vågner der.
God fornøjelse
Læg en kommentar