Gravid træthed – Kan det virkelig passe, at jeg er så træt?

Gravid og træthed følges ofte ad – primært i 1., men for nogle også i 3. trimester.
Så ja, det er helt normalt at være overvældet af træthed i starten og måske også i slutningen af graviditeten. For du bruger meget energi til at bygge et helt nyt menneske. Samtidig har mange i starten af graviditeten meget kvalme, og det tager også energi at gå rundt med kvalme det meste af tiden. Graviditetskvamle kan du læse mere her. 

Gravid træthed aftager ofte i 2. trimester

I 1. trimester er du ofte træt i graviditeten, fordi kroppen bruger meget energi på at lave et helt nyt mennesker, og det tager på dine kræfter. Det er vigtigt, at du ikke bare kører videre derud af, men respekterer kroppens behov for hvile i dén tid, hvor trætheden har fat i dig. Giv dig selv lov til at tage nogle gode hvil i løbet af dagen. Hvis du har god tid, kan du tage en middagslur, hvis du har mindre tid, kan du lave afspændingen herunder.

I slutningen af 1. trimester begynder trætheden heldigvis at aftage og de fleste oplever at få meget mere energi i 2. trimester.

I 3. trimester er mange gravide blevet ret besværet og vågner desværre ofte om natten, fordi det er svært at vende sig rundt i sengen og fordi, de skal tisse. Derfor oplever mange, at trætheden og den manglende energi vender tilbage i slutningen af 3. trimester.

Få undersøgt om du mangler jern

Hvis du er ekstrem træt og samtidig har en eller flere af følgende symptomer: svimmelhed, hjertebanken, åndenød, hovedpine eller øresusen, kan det være, at du mangler jern. I givet fald vil jeg anbefale, at du går til din læge og får taget en blodprøve, der kan vise, om du skal have et jerntilskud. Læs mere om sundhedsmyndighederne anbefalinger om træthed i graviditeten her.

Mange gravide får desværre hård mave, når de får jerntilskud, hvis det også sker for dig, kan du læse mere om, hvordan du afhjælper forstoppelse i graviditeten her. 

Træt og gravid – Sådan laver du afspænding

Afspænding er ikke multitasking. Afspænding kræver koncentration og fokusering – de samme ingredienser, som du skal bruge under fødslen. Vigtigheden af afspænding bliver tit undervurderet, fordi mange tror, at afspænding er det samme som at slappe af. Det er det ikke, for du kan for eksempel sagtens ligge i sofaen og slappe af, mens du tænker på alt muligt og bruger en masse energi på at spænde for meget i dine muskler.

Afspænding kaldes også kropsscanning, dybdeafspænding eller nærværstræning, men det handler alt sammen om det samme nemlig at give slip på tankerne, skærpe bevidstheden på kroppen og slippe overflødige spændinger i musklerne. Det vil både øge din opmærksomhed på kropssansen og give dig mere energi. Så udover at afspænding er en energigivende pause i hverdagen, er det også fødselsforberedelse.

Afspænding kan være svært i starten, idet tankerne ofte forstyrrer, og du vil måske komme til at følge en tanke og tænke videre over den, men efterhånden vil du lære blot at registrere de tanker, der kommer, hvorefter du lader dem passere – som skyerne på himlen – uden at forholde dig til dem.

Det er med afspænding som med alt andet her i livet ”øvelse gør mester”. Og jo mere du får trænet afspænding, jo lettere vil det være for dig at give slip på tanker og muskelspænding i kroppen under afspændingen og generelt i hverdagen.

Inden du går i gang med afspændingen, kan du finde et tæppe og måske flere puder frem og bruge lidt tid på at komme til at ligge rigtig godt. Brug gerne afspændingen hver dag. Hvis du har svært ved at sove om natten, kan afspændingen også hjælpe dig med at finde søvnen om aftenen og om natten, hvis du vågner der.

God fornøjelse.