MÆLKEKNUDER – hvad er det?

Mælkeknuder opstår, hvis en eller flere mælkegange stopper til. Det sker f.eks., hvis dit barn ikke tømmer brystet helt under amning.
Når du får en mælkeknude, bliver dit bryst ømt og spændt, der hvor mælkegangen er tilstoppet. Det kan også være, at det bliver varmt og rødt.

Mælkeknuder er den hyppigste årsag til brystbetændelse. Derfor skal du reagere med det samme, når du opdager en mælkeknude i brystet.

Hvad kan du selv gøre ved mælkeknuder:

Det vil være supergodt, hvis du ofte mærker efter, om der er ved at danne sig mælkeknuder i brystet. Det gør du ved at mærke brystet igennem for hårde, spændte og varme områder i slutningen af en amning. Hvis du mærker en mælkeknude, kan du gøre en eller flere af følgende tiltag:

Få barnet til at tømme brystet

Start med at vende dit barn, så barnets hage er til samme side som mælkeknuden. Og få barnet til at tage lidt mere mælk herfra, mens du blidt masserer mælkeknuden – det må endeligt ikke være for hårdt.

Hvis dit barn ikke får opløst mælkeknuden ved første amning, kan du prøve at lægge barnet til ved samme bryst igen ved næste amning. MEN du skal samtidig passe på, at der ikke derved opstår mælkeknuder i det andet bryst, fordi det så ikke bliver tømt – det er ikke helt nemt vel!

Malke ud

Du kan også prøve at malke ud enten med dine hænder eller en brystpumpe. Hvis du har en brystpumpe, der laver vakuum, kan du evt. sætte den på det ene bryst og malke ud, mens dit barn dier ved det andet bryst.

Varme, vand og Epsom salt

Varme og specielt varmt vand kombineret med blid massage af brystet vil ofte få mælkeknuden til at løsne sig. Du kan f.eks. gå i et varmt bad og blidt massere dit bryst, mens det varme vand strømmer ned over brystet. 
Mange gange vil det dog være lettere, hvis du fylder en skål med varmt vand og sænker dit bryst ned i vandet og blidt masserer det her. Køb evt.Epsom salt (det er egentlig slet ikke salt, men magnesium) og put 2 tsk. i det varme vand, fordi magnesium også hjælper med at få mælkeknuden til at løsne sig.

Stimulering af mælkeproduktion:
Når du får mælkeknuder, har du ofte ikke problemer med at producere nok mælk, men det kan desværre godt ændre sig undervejs i et amme forløb. Hvis du på et tidspunkt får brug for at stimulere din mælkeproduktion, kan du lære, hvordan du gør det her.