Få baby til at sove – men hvordan?

Har du (også) svært ved at få baby til at sove?

Få baby til at sove

Få baby til at sove

Mange spædbørn har svært ved at overgive sig til søvnen, selv om de er trætte. Inde i maven har barnet været vant til at kunne høre din stemme, blodets brusen og dit hjerteslag døgnet rundt. Når dit barn er født, mister det den kontakt og trygheden ved at være omgivet af sin mor hele tiden. Og det er måske det, der gør, at nogle spædbørn har svært ved at falde i søvn og hele tiden vågner, hvis de ligger alene.

En af de store arbejdsopgaver som forældre er derfor at få baby til at sove. Det er meget forskelligt, hvad der virker. Det, der kan få den ene baby til at sove, virker ikke på den anden baby. Du må prøve dig frem og finde ud af, hvad der virker for dit barn. Prøv evt. med nogle af de her forslag:

  • Læg barnet på din brystkasse eller i dine arme
  • Bær barnet vuggende rundt i armene
  • Sid på en pilatesbold og hop let med barnet i armene. Eller sæt babyliften på pilatesbolden og vug
  • Sæt barnet i en strækvikle. Det er et langt stykke stof med stræk, som du binder rundt om dig, så du kan bære barnet tæt på kroppen, ligesom da det lå i livmoderen. Det aflaster dine arme og skuldre, du får frie hænder og samtidig giver du barnet tryghed. Du kan også bruge en ergonomisk god bæresele.
  • Læg barnet i en slyngevugge. Det er en slags hængekøje, der sidder fast i loftet eller en dørkarm
  • Gå en tur med barnevognen.

Måske vil du – især fra den ældre generation – få at vide, at du vænner dit barn til at blive vugget, hvis du i starten hjælper det med at falde i søvn. Det gør du IKKE. De fleste børn har de første 3-4 måneder et stort behov for at blive vugget i søvn – måske fordi de er vant til at blive vugget i livmoderen af åndedræts-musklen 20.000 gange om dagen.
Nogle børn har ikke et stort vuggebehov, men kan falde i søvn af sig selv. Hvis du har fået et barn, der har et stort vuggebehov, så husk på, at det ofte er i de første 3-4 måneder vuggebehovet er størst, herefter vil det stille og roligt aftage. Når barnet er omkring 8-9 måneder vil det kun være de færreste børn, der stadig har behov for at blive vugget i søvn.

Skal du få baby til at sove med “Godnat og sov godt”?

Der er nogle, der mener, at man skal få baby til at sove ved at græde sig selv i søvn. De mener, at babyer på omkring 3-4 måneder selv skal lære at falde i søvn på denne måde. Jeg er MEGET uenig i dette, fordi et spædbarn ikke har bevidsthed til at tænke: ”Jeg græder nu, fordi jeg gerne vil have min mor eller far til ….” Et spædbarn skal derfor ikke lære at trøste sig selv – det græder kun, når det er sultent, utilpas, har ondt i maven, trænger til en ren ble, når det ikke selv kan finde ud af at falde til ro/i søvn, når det har brug for nærhed, din varme krop, dine beskyttende arme og lyden af dit bankende hjerte. Din baby har brug for at blive taget op, når det græder.

Det forholder sig naturligvis anderledes for et ældre barn, der har bevidstheden til at tænke: “Jeg græder nu, fordi jeg gerne vil have min mor eller far til ….”

Og jeg kan love dig, at selv om du hjælper dit lille barn med at falde i søvn, så skal du ikke gøre det resten af livet.

Du er eksperten på dit barn

Hvis du er omgivet af mennesker, der mener, at du skal få baby til at sove ved at lade det ligge alene og græde, kan det være svært at holde fast i dét, som du intuitivt ved er bedst for dit barn. Her er det vigtigt at vide, at netop du ALTID er eksperten på dit barn. Læs mere om dette emne her. 

Har du erfaring med andre måder at hjælpe dit barn til at finde søvnen, som har virket for dig? Så del gerne herunder og inspirer andre nybagte mødre til, hvad de kan prøve af.