Efterfødselsreaktion eller fødselsdepression?

Næsten alle nybagte mødre oplever tudedage, hvor de føler sig nedtrykte, forvirrede og føler, at de ikke duer til noget – heller ikke til at være mor. I disse dage går humøret op og ned, måske får kvinden pludselige grådanfald, eller måske går hun og småtuder hele dagen.

Bliv ikke bange, hvis det sker for dig, det er helt normalt at få en sådan efterfødselsreaktion, og det sker for ca. 80% af alle nybagte mødre. At få en barn er en af de største omvæltninger, der kan ske i dit liv. Og både hormonelt og psykisk skal alt lige falde på plads igen, inden du har vænnet dig til det nye liv som mor.

Ca. 10% af alle nybagte mødre får en fødselsdepression

– tallet er formentlig langt større, idet mange går rundt og lider i stilhed. For desværre er det ofte meget tabubelagt at tale om, at man ikke nyder sit liv som mor. Og mange kvinder føler sig skyldige, skamfulde, flove og ulykkelige over, at livet som mor ikke er, som man havde forventet.

For dit barn og din egen skyld vil jeg opfordre dig til at bede om hjælp og fortælle andre om, hvordan du har det, hvis du i mere end 1 uge er nedtrykt, ked af det og/eller ikke føler, at du duer til at være mor, og måske heller ikke kan finde kærligheden til dit barn. Du kan fortælle din partner det, din sundhedsplejerske, en god veninde eller andre.

Det er ikke nogen svaghed at få en depression, men et tegn på, at du har været stærk alt for længe

Derfor vil det være godt for dig at åbne op og fortælle om, hvordan du har det, så du kan få den hjælp, du har brug for. Herved får du mulighed for at få bearbejdet denne krise i dit liv på en hensigtsmæssig måde. Og forhåbentlig vil du, når du er kommet igennem krisen, stå på den anden side med en større visdom, ro og selvindsigt, end du havde før din fødselsdepression.

Du kan selv gøre noget for at forebygge en fødselsdepression

Det er ikke til at sige, hvem det er, der får en fødselsdepression, det kan komme til alle ”som lyn fra en klar himmel”. Jeg vil anbefale følgende 3 tiltag:

1 – Tal med din jordemoder

–          hvis du går og bekymrer dig meget om fødslen og din baby
–          hvis du har haft svigt i din egen barndom
–          hvis du har været udsat for et stort tab for nylig
–          hvis du tidligere har haft en depression
–          eller hvis du generelt har svært ved at finde glæden ved din graviditet

Det vil være en god ide at få talt disse ting igennem med din jordemoder. De fleste fødesteder har jordemødre, der er uddannet til at tale med gravide, der har et større behov for dette. Så kontakt dit fødested og hør, om du kan få ekstra jordemoderkonsultationer.

2 – Sørg for at du ikke mangler zink

Zink er et vigtigt mineral, som gravide i den vestlige verden har svært ved at få nok af. Og zinkmangel kan være en medvirkende årsag til, at du får en depression.

En af grundene til at dyr spiser deres moderkage er, at den er prop fyldt med zink (+ jern og magnesium), men du behøver ikke spise din moderkage. Du kan bare sørge for i graviditeten og efter fødslen at spise mange af de fødevarer, der indeholder zink, eller evt. tage et zink tilskud.

3 – Gå til fødselsforberedelse, hvor du både forbereder dig fysisk og psykisk

Det er også være en god ide at gå til fødselsforberedelse, hvor der både er fokus på den fysiske og psykiske forberedelse. Her vil du – udover at lære alt om en fødsel, øve vejrtrækning og afspænding – få mulighed for at lære dig selv bedre at kende, og få reflekteret alene og sammen med andre om dine tanker og følelser ved at skulle føde og være mor. Hos Mindful Moving fødselsforberedelse har vi både fokus på den fysiske og psykiske forberedelse. Det kan du læse mere om her.