Tegn på fødsel – hvornår er den i gang?

Der findes kun 2 helt sikre tegn på fødsel: Veer og Vandafgang.

Herudover kan der være forskellige tegn på, at fødslen måske er ved at gå i gang, men disse tegn kan lige så godt være kroppens modning til den kommende fødsel. F.eks. kan tegnblødning eller afgang af slimprop være tegn på fødsel, men disse tegn behøver ikke nødvendigvis at betyde, at fødslen er i gang.

De første tegn på fødsel kan være:

Tegnblødning

Når livmoderen laver kraftige plukkeveer, kan der briste et lille blodkar, så du kommer til at bløde lidt. Hvis det er en lille blødning med nogle dråber blod i trussen, eller lidt lyserødt udflåd og hvis du er fulde 37 uger henne, kan du tage det med ro og afvente, om det er fødslen, der er ved at starte. Hvis du er mindre end fulde uge 37 henne, hvis du har smerter eller hvis du bløder meget, skal du kontakte dit fødested. Hvis blødningen gør dig bange eller nervøs, skal du naturligvis også kontakte dit fødested.

Tegnblødningen kan være et tegn på, at fødslen nu er i gang, men det kan også være, at du har tegnblødning i mange dage eller måske uger før fødslen, det vil tiden vise :).  

Slimproppen går

Slimproppen er en prop af sejt slim, der sidder i livmoderhalsen for at beskytte barnet mod bakterier (fosterhinden beskytter også mod bakterier). 

Nogle gange løsner slimproppen sig, når der kommer kraftige plukkeveer. Dette er ikke nødvendigvis et tegn på fødsel. Der kan nemlig gå uger og dage efter slimproppen er gået, før fødslen går i gang. Ofte kommer der lidt tegnblødning sammen med slimproppen.

Diarre

Kroppen er jo ret klog, og den ved, at en fødsel kræver plads i bækkenet. Derfor kan et tegn på fødsel være, at du lige pludselig mange gange skal rende i pendulfart til toilettet. For når tarmene tømmes for afføring, er der mere plads til dit barn, når det skal ned igennem bækkenet – genialt ikk?

Vandafgang

Går dit vand, er det et sikker tegn på fødsel. For nogle går vandet med et ordentligt plask, og så er du ikke i tvivl. Det kan også være, at vandet siver langsomt, og du er i tvivl om, hvorvidt vandet er gået, eller om du har tisset.

Når dit vand er gået, eller hvis du er i tvivl, om vandet er gået. Skal du ringe til fødegangen. Hvis du er i tvivl, vil jordemoderen bede gå rundt med et bind på i en times tid. Hvis det bliver tungt og vådt med klart væske og lugter lidt ferskt, så er vandet gået. Når du kommer ind til jordemoderen, vil hun helt sikkert gerne se og lugte til dit bind ;), så skift det ikke lige inden, du skal ind til tjek.

Når vandet er gået, er der en lille øget risiko for infektion. Derfor vil fødegangen som reglen gerne se dig inden for nogle timer for at tjekke, at du og baby har det godt. Og de vil formentlig også gerne sætte fødslen i gang, hvis veerne ikke starter af sig selv indenfor 4-8 timer.

Plukkeveer – fødselsveer

Plukkeveer kommer uregelmæssige både i interval, styrke og antal. Det kan også være, at du i en periode har regelmæssige plukkeveer, som efterfølgende stopper. Hvis det sker, er du ikke i fødsel for plukkeveer alene er ikke tegn på fødsel.

Det kan være svært at kende forskel på plukkeveer og fødselsveer, for det er det samme arbejde livmoderen laver, både når der er plukkeveer og fødselsveer. De fleste der skal føde deres første barn (og også flergangsfødende) er derfor i starten i tvivl om, hvorvidt de har mange plukkeveer eller, om de er gået i fødsel og har fødselsveer, fordi overgangen ofte er glidende. Det der kendetegner fødselsveerne er, at de:

  • ikke stopper igen
  • tager til i styrke og hyppighed
  • bliver regelmæssige og at de
  • får livmodermunden til at åbne sig

Du kan læse mere om, hvor veer gør ondt henne her.

Menstruationsagtige smerter/murren

De fleste fødsler starter med veer. I starten er veerne ofte ret svage. Og du vil føle dem som en murren, et niv eller ømhed i underlivet – lidt som en menstruation, der er på vej. Desværre påstår en del, at du ikke er i tvivl, hvis du har veer, men det er jeg ikke enig i. For i starten er veerne ofte ret diffuse. Efterhånden som de tager til i frekvens og styrke, vil din tvivl om, hvorvidt du er i fødsel forsvinde. Men der kan også ske det, at du f.eks. går i seng med en murren i underlivet og vågner op næste morgen uden at mærke noget som helst, og så er du ikke i fødsel.

Det kan være lidt frustrerende på denne måske flere gange at tro, at “nu er jeg i fødsel” for bagefter at finde ud af, at det var du ikke. Du skal vide, at alle disse tegn ikke er dårlige, for de vil hver især gøre, at din krop langsomt modnes til fødslen.

Er du besværet og utålmodig?

Terminsdatoen er for mange gravide lidt magisk og de fleste bliver utålmodige for hver dag, de går over terminsdatoen. Hvis du også har det sådan, vil jeg anbefale, at du ikke fokuserer for meget på selve terminsdatoen. I stedet kan du indstille dig på, at det er helt normalt, at fødslen, specielt for førstegangsfødende, finder sted mange dage efter terminsdato.

Og selv om du måske er besværet, vil jeg anbefale, at du nyder den sidste tid inden fødslen og fokuserer på alt det, du kan lige nu f.eks:

  • sove og hvile dig, når DU har lyst – Du kan starte med denne dejlige åndedrætsafspænding.
  • læse bøger, lytte til musik og se fjernsyn, når DU har lyst
  • spise din dejlige varme mad uden at blive afbrudt
  • tage en varmt bad og nå at vaske hår, når DU har lyst
  • gøre noget godt for dig selv, f.eks. tage ud og svømme, spise brunch med en veninde, cykle/gå en tur m.m.
  • gå til massør og blive forkælet eller måske har din kæreste tid til at massere dig
  • gå til frisør
  • kæle og nusse med din kæreste, når I har lyst

Prøv så vidt muligt at gøre den sidste del af graviditeten hyggelig og nydelsesfuld, det booster nemlig dit oxytocin niveau, og det hjælper fødslen på vej. For veer skabes når kroppen er klar, og du udskiller oxytocin. Det vil sige, at jo mere du slapper af og nyder livet efter terminsdatoen, jo mere hjælper du fødslen på vej – det er da meget dejligt ikk?

Hvis du har brug for mere viden, kan du her læse, hvad sundhedsmyndighederne skriver om de første tegn på fødsel. Læse om fødslens faser og se en lille video  animation af en normal fødsel – god fornøjelse.