Mærk, lyt og stol på din krop

Det eneste, der er forudsigeligt ved en fødsel er, at den er uforudsigelig
Derfor handler en fødsel i høj grad om at:

  • give slip på det ofte kontrollerende intellekt og overgive dig til det uforudsigelige
  • være til stede i nuet
  • mærke, lytte og stole på din krop og
  • møde fødslen med tryghed og ro.

Det er også vigtigt, at du ikke låser dig fast i én forestilling om den perfekte fødsel, for så har hovedet jo igen bestemt, og du har ikke åbnet op for det uforudsigelige. Husk altid på, at den rigtige fødsel ikke findes, og det gør den forkerte heller ikke. Bevar derfor åbenheden over for, at fødslen forløber, som den nu engang skal, og at du gør det godt nok, uanset om det bliver en fødsel med eller uden medicinske indgreb og smertelindring, eller om det ender i akut kejsersnit. Hent under fødslen mod og kraft fra din krop, og bevar hele tiden troen på, at du, uanset, hvad der sker, har styrken til at klare det.

Hvis du ikke allerede har det, kan du opbygge en tro på, at du kan klare fødslen – uanset hvordan den forløber ved at lave fødselsvisualisering, som du kan høre her.

Bed om hjælp, hvis du har brug for det
Hvis du får problemer med amning, hvis du ikke har det godt med dig selv, hvis du er træt, overvældet, udkørt eller andet, er det bedste råd: BED OM HJÆLP.

Du kan altid bede din sundhedsplejerske om at komme en ekstra gang hjem til dig. Måske har du familie eller venner, du kan bede om hjælp. Husk også at fortælle din kæreste, hvad du har brug for (han/hun er nemlig ikke tankelæser). Du kan få professionel hjælp følgende steder:

  • Foreningen Forældre og Fødsel. Har ammerådgivere, som du altid kan ringe til. Find tlf.nr. på deres hjemmeside til den ammerådgiver, der er på vagt, hvis du har brug for hjælp
  • Komiteen for Sundhedsoplysning har lavet en super god hjemmeside: Ammeassistenten med videoer og information omkring amning.
  • Gaia instituttet. Har specialiseret sig i efterfødselsreaktioner

Tak for denne gang
Jeg håber, at du gennem dette fødselsforberedelse kursus har fået modet og troen på, at du klarer fødslen, og at du har fået kropslige redskaber, der gør dig i stand til at være til stede i nuet og tage imod veerne med et åbent sind, en afspændt krop og et roligt åndedræt. Jeg glæder mig til at se dig og dit barn til sidste undervisningsgang efter fødslen.

Du ønskes alt godt med den kommende fødsel og din start på livet som mor.