Kropssansen og fødsel

Du bruger kropssansen under fødslen

Kropssansen hedder i lægebøgerne den proprioceptive sans. Under fødslen får du brug for at lytte og handle på sansningerne fra kroppen, og det er derfor vigtigt at træne din opmærksomhed på kropssansen inden fødslen. I dette blogindlæg kan du læse mere om, hvordan du gør det 

I vores videns- og informationssamfund er meget af vores opmærksomhed ofte rettet ud i omverdenen på alt dét, der ligger uden for vores krop. Og til dét bruger vi vores 5 ydre sanser: Syns-, høre-, smags, lugte- og følesansen.

Inden i kroppen – i muskler, led og sener – har du også et stort og vigtigt sanseapparat = kropssansen. Denne sans bruger du til at få information om kroppens tilstand, behov, balancer – og mangel på samme :). Det er ren fysiologi og ikke hokus, pokus.

Når du lytter til kropssansen får du vigtige informationer fra kroppen, f.eks. vil du få at vide, hvor meget muskelkraft, du skal bruge til en bestemt handling, om du skal bevæge dig, gå, stå eller ligge helt stille – meget vigtig viden at få fra kroppen, når du skal føde.

At være i god kontakt med kropssansen hjælper dig under fødslen, her vil det nemlig være godt, hvis du formår at give slip på tankerne og lytter til kropssansen, der altid vil fortælle dig, hvilket åndedræt og hvilke ve- og fødestilinger, der er gode for lige netop dig.

Hvis du ikke er vant til at lytte til kropssansen, er det hensigtsmæssigt at få det øvet inden fødslen. Det gør vi blandt andet til fødselsforberedelse hos Mindful Moving.

Du kan allerede begynde at øve dig i at bruge kropssansen lige nu:

Start med at sende hele din opmærksomhed op til din nakke og mærk, om du har lyst til og brug for at få din nakke bevæget lige nu, og i givet fald bevæg din nakke – mærk efter om det skal være store eller små, bløde eller hårde, langsomme eller hurtige bevægelser, du skal lave med nakken…….

Lad derefter din opmærksomhed gå ned til dine skuldre og mærk efter, om du har lyst til og brug for at få bevæget skuldrene, og i givet fald bevæg dine skuldre …….

Scan nu stille og roligt hele din krop igennem helt nede fra tæerne og helt op til toppen af hovedet og mærk, om der er andre kropsdele, du har brug for og lyst til at få bevæget. Sæt evt. et stykke musik på og luk øjnene imens…….

Du kan også træne kropssansen ved at høre denne åndedrætsafspænding.