Hvordan føles bækkenløsning egentligt?

Hvordan bækkenløsning føles er meget forskelligt fra kvinde til kvinde. Alle gravide får et løst bækken, fordi graviditetshormonet relaxin gør, at alle led og ledbånd i kroppen blive mere bløde og løse under graviditet. Formålet med dette er, at bækkenets led under fødslen “giver sig”, så der bliver mere plads til barnet, når det skal fødes. For de fleste vil det i perioder give ømhed i og omkring bækkenet, og det er helt normalt.

For nogle sker der en for kraftig løsning, og det giver smerter i leddene, når bækkenet bliver ”for løst”.

Bækkenet har 3 led. Et foran mellem kønsbenene – symfysen – og 2 bagtil, ét i hver side – sacro-iliaca-leddene. Det er i ét eller flere af disse led, du har ondt, hvis du har bækkenløsning.

Hvem får bækkenløsning

Som nævnt ovenfor får alle gravide et mere løst og eftergiveligt bækken i graviditeten. Ca. 14% får stillet diagnosen bækkenløsning, men da bækkenløsning er svær at diagnosticere, går der formentlig en del gravide med bækkenløsning rundt og lider i stilhed. Og tallet kan derfor være væsentlig højere.

Alle kan få bækkenløsning i graviditeten, og det bedste, du kan gøre, er at forebygge bækkenløsning. Det gør du blandt andet ved at sørger for at træne muskulaturen omkring bækkenet. Man ved også at bestemte ting, fx mange løft, belastende arbejde med konstant bevægelse, ubekvemme arbejdsstillinger eller vrid kan fremprovokere bækkenløsning, derfor vil det være godt at undgå disse ting allerede tidligt i graviditeten.

Travle kvinder med stor arbejdsbyrde (og det kan både være i fritiden og på arbejdet) overhører ofte kroppens signaler om behov for ekstra hvile. Det vil belaste bækkenet og kan være årsagen til dine bækkensmerter. Er du en af disse kvinder, skal du til at lære at sætte tempoet ned. Start evt. med at gøre det til en daglig vane at lave denne åndedrætsafspænding.

Gå til din læge, hvis du begynder at få mange smerter i og omkring bækkenet i en længere periode. Det kan ofte være svært at stille en endelig diagnose omkring bækkenløsning, men det bedste, du kan gøre, er at lytte til, hvad din krop fortæller dig og handle på det.

Hvad kan du gøre, hvis du har smertefuld bækkenløsning

Vigtigst af alt er, at du passer ekstra godt på dig selv. Du skal lytte efter og respektere, når din krop fortæller, at du skal variere dine arbejdsstillinger og sætte tempoet ned.

  • Undgå asymmetriske bevægelse, f.eks. støvsugning, gulvvask, vinduespudsning
  • Stå ud og ind af seng, bil eller lignende med benene samlet. (sid evt. på en plasticpose i bilen, så er det lettere at glide til siden med samlede ben)
  • Sid ikke i skrædderstilling, med korslagte ben eller andre stillinger, hvor dit bækken er asymmetrisk
  • Gå med små skridt
  • Tag et trappetrin ad gangen, dvs. begge fødder på sammen trin, inden det næste trin. Og ja det tager tid, men du skal jo også sætte tempoet ned, når du har smerter i bækkenet
  • Stå aldrig og hæng med vægten på det ene ben, men sørg for at vægten er fordelt på begge fødder/ben
  • Undgå tunge indkøbsposer (brug i stedet rygsæk), tunge løft mm.
  • Undgå at blive passiv og inaktiv. Det vil mindske din muskelkraft i bækkenet og give dig endnu flere smerter
  • Styrk musklerne omkring bækkenet og bækkenbundsmusklerne. Du kan se, hvordan her.
  • Lav venepumpeøvelser for dit bækken. Du kan se, hvordan her
  • Lav vandtræning. Gigtforeningen har lavet træningsprogrammer i vand til gravide som mange svømmerhaller har redskaber til, det hedder AquaMama. Hvis du svømmer, skal du igen undgå asymmetriske bevægelse, dvs. ingen brystsvømningsben, men crawlben
  • Få evt. en henvisning til en fysioterapeut eller psykomotorisk terapeut, der kan hjælpe dig med at lave et træningsprogram. Hvis du går til fødselsforberedelse hos Mindful Moving, kan du bede din underviser om at hjælpe dig.
  • Nogle gravide har også gavn af et trochanterbælte. Bæltet kan gøre dig mere opmærksom på dine bevægelser i bækkenet og kan forebygge, at du laver asymmetriske bevægelser i dit bækken. Du kan evt. blot bruge et stort tørklæde bundet rundt om bækkenet
  • Tag din cykel i stedet for at gå
  • Hvil dig tit og gerne inden du får ondt i bækkenet
  • Find stillinger, der ikke er asymmetriske, når du dyrker sex
  • Hav en pude/dyne/tæppe mellem benene, når du ligger på siden. Og sørg for, at den understøtter hele benet – helt oppe fra det øverste af inderlåret til foden
  • Bed om hjælp
  • Ingen stress! Du skal have tid til at mærke din krop og mærke, hvornår du skal skifte stilling og gøre noget andet for at aflaste bækkenet. Nogle gravide har derfor brug for en sygemelding (evt. deltids) i en periode

Alternativ/naturlig behandling

Zoneterapi og akupunktur vil for mange afhjælpe og måske helt fjerne bækkenløsningen. Der er desværre ikke lavet videnskabelige undersøgelser på dette, men jeg har selv oplevet at få fjernet bækkenløsning med zoneterapi og har efterfølgende med zoneterapi fjernet bækkensmerter/løsning på rigtig mange gravide kvinder. En zoneterapeut eller anden behandler vil også kunne hjælpe dig med at finde ud af, om du har brug for evt. vitaminer, mineraler eller andre tilskud, der kan hjælpe med at holde sammen på det løse bækken.

Bækkenløsning og fødsel

Bækkenløsning gør ikke din fødsel mere smertefuld. Måske vil rygliggende og siddende stillinger være ubehagelige for dig. Du kan i stedet prøve at stå i knæ-albue-leje, ligge på siden eller stå op. Få evt. inspiration til fødestillinger i app’en Gravid, der er udgivet af Jordemoderforeningen og Komiteen for Sunhedsoplysning. På denne app har jeg også lavet nogle videoer om bækkenet.

Bækkenløsning efter fødslen

Mange vil fortsat have ondt i bækkenet umiddelbart efter fødslen. Ofte vil det være sådan, at jo længere tid bækkenløsningen har varet, jo længere tid vil det tage, før bækkenet føles normalt igen. Har du inden fødslen primært haft smerter omkring de bageste led, tager det ofte lidt længere tid af få smerterne væk, end hvis smerterne primært har siddet foran ved kønsbenet.

Hos 9 ud af 10 kvinder forsvinder symptomerne indenfor 6 måneder efter fødslen.

Hvis dine smerter ikke forsvinder efter fødslen, kan du overveje zoneterapi eller akupunktur. Læs mere herom under alternativ/naturlig behandling.

Hvis du vil vide mere om bækkenløsning

Foreningen for Bækkensmerter. www.baekkensmerter.dk/. Foreningen har i december 2015 udgivet en ny pjece om bækkenløsning/smerter, som du kan få gratis på dit fødested/jordemoder.